< Tilbage

På den anden side af jorden04-12-2014 - 09:52

- er der også malkekøer!

Læs Ninna Westphaels artikel

På den anden side af jorden

På den anden side af jorden, nærmere bestemt i Queensland, Australien findes der også malkekøer. Køerne er – som her – oftest Holstein køer. Det er så også en af de få ligheder, der er. Filosofien bag den daglige drift er; keep it simple!

Ude året rundt

Hos Familien Soley er filosofien, at alt skal være så enkelt som muligt. Klimaet er tropisk, så det er vådt og varmt det meste af året. Det bliver sjældent koldere end 15 grader om vinteren og om sommeren er der omkring 30 grader. Luftfugtigheden er specielt høj om sommeren. Det skyldes, at der i sommermåneder kommer mellem 400 og 500 mm vand pr. måned. Hvilket er omkring 10 gange så meget, som på en almindelig dansk efterårsmåned. Dette varme og fugtige klima gør, at græsset gror fantastisk godt. Farmens godt 250 køer går ude året rundt. Det samme gælder kalvene og kvierne. Eneste undtagelse er de nyfødte kalve. De er opstaldet indenfor, lige ved siden af malkeanlægget. Her er ingen råmælksbank og ingen pasteuriseringsanlæg – men til gengæld bliver mælken serveret lige efter at koen er malket. Efter en uge i enkeltboks lukkes den lille kalv ud på en mindre fold, som er tæt ved malkestalden. På den måde kan mælkefodringen nemt fortsætte. En gang om måneden sælges tyrekalvene direkte til slagtning. På dette tidspunkt er de mellem en uge og en måned.

Foderplaner – hvad er det?

Køerne går ude året rundt, og æder derfor også græs hele året. På markerne er der sået rajgræs i vinterhalvåret og en tropisk græsart om sommeren. Der anvendes selvfølgelig hyppigt foldskifte for at sikre græssets kvalitet. Alle malkende dyr går i et hold og alle goldkøer i et andet hold. De malkende køer fodres ved malkning med en mindre mængde kraftfoder og med mineraler. Kraftfoderet har en proteinprocent på 12. Dette kraftfoder er for øvrigt det samme, som kalvene fodres med. Igen – det skal være så simpelt som muligt. Ikke noget med flere forskellige foderemner. Ensilagestakke og foderlader er således ikke noget der optager plads på bedriften.

 

 

Reproduktion…. tja…

Som sagt, så går alle de malkende køer i ét stort hold. I dette hold er der som regel 3 tyre. Hos Familien Soley kender man ikke til begreber som brunstobservation, inseminering, drægtighedsundersøgelse og så videre. I stedet har Steven Soley den strategi, at når køerne er cirka 300 dage fra kælvning, så skal de goldes. Køerne kælver herefter (hvis de altså er drægtige) ude i det store goldkohold. Ved førstkommende malkning tages kalven fra og koen kommer tilbage i folden med de malkende køer. På farmen her kælver dyrene året rundt, idet græsset er af god kvalitet hele året. På grund af den ekstensive drift, så når kvierne først en passende størrelse for løbning, når de er omkring 17 – 18 måneder.

Hvad er god dyrevelfærd?

Det spørgsmål fik vi af Steven og hans kone Allison. Ingen tvivl om, at det er et svært spørgsmål, og at der ikke findes nogen endegyldig facitliste; men interessant var det, at høre deres version. God dyrevelfærd var for dem, at deres dyr levede frit og ude, at de altid har adgang til frisk luft, vand og godt græs. For, som Steven siger, køer er ikke designet til at æde kraftfoder – de er og bliver drøvtyggere. Til sidst var det vigtigt for dem, at deres køer kan holde. Køerne er typisk mellem 7 og 10 år når de slagtes. Det frie udendørsliv har for dyrene ikke kun fordele, men har også en bagside. Blandt andet mistes der jævnligt kalve på grund af dingoer. Dingoer er vilde hunde, som lever frit og jager i flok. Det er nemt for disse dyr at overmande en kalv, og er de sultne så tager de også større kvier. I sommerhalvåret, når regntiden sætter ind, bliver markerne meget våde og der opstår store vandhuller. I det varme og fugtige vejr om sommeren opsøger køerne disse vandhuller for at blive kølet ned og for at drikke vand. Denne adfærd ender dog ofte fatal for de køer, som bevæger sig derud. De sidder simpelthen fast og ender med at drukne eller dø af udmattelse. Til sidst var det – set med vore danske øjne – bemærkelsesværdigt, at høre om hvordan indgreb såsom afhorninger, kastrationer, operation for øjencancer, børkrængninger med videre blev udført – og ikke mindst udført uden nogen form for beroligende midler eller lokalbedøvelse.

Slutproduktet

Der findes ikke ydelseskontrol, som vi kender det, og mælkemålere er ikke særlig udbredt. Dernæst er der ingen, der helt ved, hvor mange køer den enkelte mælkeproducent egentligt har. I Australien er der ingen lovgivningsmæssig krav om, at hver enkelt dyr skal være identificeret. Når en landmænd sætter et øremærke i en ko, er det udelukkende for selv at kunne holde styr på hende. Som følge af dette, er det yderst svært at sige, hvad ydelsen er på den enkelte besætning. Ifølge Steven selv, så har de i gennemsnit har 16 – 17 liter mælk pr. malkende ko pr. dag. Omregnet giver det godt 5.000 kg. mælk pr. årsko. Med hensyn til celletallet svinger dette mellem 200.000 og 300.000. Til sidst er det for familien også en indtægtskilde at kunne sælge mange kvier til levebrug. På trods af den specielle reproduktionsstrategi, så sælger Steven mellem 50 – 80 kvier til levebrug om året. Dette hænger selvfølgelig sammen med den ekstrem gode holdbarhed af køerne.

 

< Tilbage